Vi kigger på mennesker dr3

Kigger På Mennesker DR3 3 jan 02:45 torsdag

Og hvilke erogene zoner kan få din kæreste mest i stødet? »Det er ikke til at forstå, at jeg er back in business for real, for det går stærkt nu«, siger han. Redaktionschef Erik Struve Hansen fra DR Ung, er også glad. Dresscoden er halvnøgen eller fuld lædersuit.

vi kigger på mennesker dr3

Han startede sin journalistkarriere på BT, men jagter i dag kendte og kongelige for SE og HØR. DRs nyeste serie, der sendes som flow who cares på DR3, har således hentet 229.

Jungletrommer varsler et muligt comeback. Jeg kender selv en del, der minder en del om de piger, der er med i udsendelsesserien. I deres research ledte de så efter de små øjeblikke, der kunne illustrere pigernes syn på emnerne. For eksempel når de unge kinky typer fortæller om at få så ondt i håndleddet af spanking, at man bliver nødt til at gå over til et bræt. Det lader programmet være op til Gina Jaqueline og alle os andre. Udvælgelsen af deltagerne er f. Vi kigger på, hvad det er der presser dem lige nu. Men når det f. Eleverne har i klassen, til lyden af trommehvirvler, været oppe en efter en for at underskrive klassekontrakten.

Sladdertema på DR3 og P1 - Jeg undskylder, undskylder, undskylder og undskylder, er henne ved den franske kvinde hele tiden, og den hollandske familiefar er der også med stor hjælp og støtte. Alt efter hvilke synsfelt vi vælger, så vil vi få øje på noget, men ikke på noget andet.

vi kigger på mennesker dr3

Hans egen vel at mærke, og i mere end ti år burede han sig inde med en invaliderende angst. De første fire dage gik hans Messenger ned, fordi så mange skrev. Reaktionerne har både hjulpet ham og givet ham skyld. Der står en mand og skriger. Han er syg, fortæller han, men han har ingen synlige symptomer, sår eller brud. Sygdommen sidder i hovedet. Gemt bag det ydre, som engang blev kendt som landets nye smukke skuespillerhåb, hvis fremtid tegnede lys og lovende. Dengang var der ingen, der lyttede. Det gør de måske stadig ikke. Men de er begyndt at skimte den skrøbelighed, som blev sløret i sladderpressens øjne i natten, nu hvor han har fundet mod til selv at åbne munden og lade sygdommens smerte, skyld og skam sive ud. Manden hedder Rudi Køhnke. Så forsvandt han pludselig. Udover en række kortfilm har han holdt sig langt væk fra rampelys og filmlærreder de seneste 10 år. Om jeg så mister hele lortet på det her, så er det blevet sagt Han sidder alene på et hotelværelse på Færøerne, da jeg fanger ham på en Skype-forbindelse til en snak om programmet og de reaktioner, han har fået, efter tre ud af fire udsendelser er løbet over skærmen. Han spiller en af hovedrollerne. Mere vil han ikke røbe. Der er to dages indspilninger tilbage ud af 40, så er hans tid som filmstjerne slut for nu. Forude venter flyveturen hjem til Danmark, kokketjansen og nye skuespilleropgaver. Jungletrommer varsler et muligt comeback. »Det er ikke til at forstå, at jeg er back in business for real, for det går stærkt nu«, siger han. »Jeg skal lige vænne mig til det«. Som seer inviteres man allerdybest ind i hans sind og sjæl, hvor intet er pænt og poleret, og meget er grumt og grimt. Fundamentet til programmet blev lagt, da Rudi medvirkede som skuespiller i en kortfilm og faldt i snak med en stuntman, hvis kæreste er dokumentaristen bag programmet, fortæller han. »Jeg regnede ikke med, at det blev til noget, men så begyndte vi så småt at tale om det. Han har valgt at stå frem for at få fred, siger han. Fordi han har følt sig misforstået, og fordi det piner ham, at han ved, at mange har det skidt, men ikke tør sige noget. Jo længere ind i forløbet han kom, jo mere begyndte han at indse, at hans historie kunne hjælpe andre. »Der var en, som skulle råbe op, og så fik jeg til sidst overtalt mig selv, koste hvad det koste vil. Om jeg så mister hele lortet på det her, så er det blevet sagt«. En ud af mange Med optagelserne til programmet fulgte både journalister og kamerafolk, som pludselig stod midt i Rudi Køhnkes trygge hule i udkanten af København. Gennem et år har de fulgt hans op- og nedture med angsten, udstyret ham med SD-kort og videokamera, så han selv kunne dokumentere sit liv, og prikket til de ting i ham, som han egentlig allerhelst vil nedtone. »Det var ikke sjovt at lukke dem ind. Jeg følte mig lille, bange og nøgen, og som om jeg havde gjort noget forkert, men jeg tænkte: Du kan lige så godt gøre det, for du skal snart af sted. Altså, ikke ved selvmord eller noget som helst, men på grund af sorg og ulykkelighed. Jeg har været parat til at dø mange gange i mit liv, selvom jeg er rigtig bange for det. Det er jo helt åndssvagt«, siger Rudi og fortsætter: »Jeg kalder det ufrivillig træning af hjernen til at blive klar til at dø, så da jeg begyndte at lave programmet, var jeg også klar til at sige farvel. Nu er jeg begyndt at dampe af, men jeg er stadig vred over, at jeg har skullet tænke døden igennem, siden jeg var barn. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal plages med det. Hvad har jeg gjort, mand? De nærgående optagelser og ikke mindst den genopståede opmærksomhed fra hans gamle fjende pressen har været et offer for Rudi. Men hidtil har prisen vist sig at være værd at betale. I fire dage efterfølgende lavede han ikke andet end at læse beskeder. De væltede ind, så hans Messenger til sidst gik ned. Siden har Rudi følt stor skyld over, at han ikke kan svare alle og en kæmpe glæde ved, at nogen har valgt at dele noget med ham. De mennesker, mener han i øvrigt, har rykket sig lige så meget, som han har, ved at tage kontakt og åbne sig 100 procent for en, de ikke kender. »Jeg har læst hver en besked. Jeg vil ikke fortælle, præcis hvad folk har skrevet, men jeg fik at vide, at jeg ikke er alene. Jeg vidste ikke, at der findes nogen, som har angst i lige så slem grad som mig. Jeg er en ud af mange, som har det rigtig skidt, så jeg føler ikke, at jeg har gjort noget ekstravagant. Jeg føler, at jeg har blottet mig, og det må jeg tage med, men det skulle ud. Det kan ikke være rigtigt, at der er så mange ulykkelige«. Et bekymret barn Som Rudi også nævner i programmet, har angsten boet i ham, så længe han kan huske. Han kan ikke spore den tilbage til noget konkret. Han har bare altid været et bekymret og særligt sensitivt barn. Derfor placerede man ham i specialskoler, fordi han ikke kunne sidde stille i en almindelig klasse, og han blev vred over, at han blev behandlet anderledes end andre, fordi han ikke passede ind i det gængse skolesystem. For Rudi gav det total mening at rende rundt og lege på legepladsen i stedet for at sidde og lave lektier. Sådan var han bare indrettet. Han gjorde ikke noget forkert. »Men igen, det er jo ikke nogens skyld«, understreger han. »Angsten har altid været der. Det ubehagelige var bare, at jeg blev bevidst om, at der var noget i vejen«. Selvom Rudi tidligt blev alt for bekendt med følelsen af at være angst og bange, var det først senere, at han fandt ud af, at det var noget, man kunne fejle. Faktisk ved han stadig ikke med sikkerhed, om det er en decideret sygdom. »Det kan være, det er sensitivitet, som ikke bliver forstået, eller en kemisk balance, som gør, at man udvikler angst. Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at jeg er meget stolt af mig selv for tiden, for jeg er pissestærk. Jeg bliver aldrig syg. Jeg bruger så meget tankekraft på at bekymre mig om, om jeg klarer den i livet og er god nok, så min krop kan ikke også tage sig af en snotnæse«. Ville bare dø Angsten kommer typisk om morgenen. Selvfølgelig gør den det. »Jeg når lige at slå øjnene op, og så skal jeg plages med tanker«, vrænger Rudi ind i kameraet i en af hjemmevideoerne i programmet. Når det sker, føles det, som om han befinder sig i et atmosfærisk vakuum, som klemmer ham sammen. Som om hjertet springer en takt eller to over, mens tungen klæber fast til ganen, og propper trykker i ørerne. Fra hotelsengen på Færøerne supplerer han beskrivelsen med billedet af at blive hængt op i kødkroge eller ligge i svidende brændenælder med udsigt til aldrig at komme op igen. Ellers kan han ikke finde flere ord at sætte på angsten, siger han, men uddyber så alligevel: »Jeg ville bare dø. Prøv at forestille dig, at du er bevidst om, at lyset bliver slukket på et tidspunkt, og så skal du ikke opleve mere i al evighed. Det er eddermame skræmmende. Når jeg havde angst, var jeg ligeglad med, at jeg aldrig skulle opleve noget mere i al evighed, hvis det betød, at jeg kunne flygte fra smerten«. Jeg ville bare dø — det var lettest Hvad ord ikke kan beskrive, kunne Rudi kun filme i sit forsøg på at blotte angstens ansigt. På de hjemmevideoer i programmet, som er filmet med hans mobiltelefon, råber, græder og ryster han, mens han slår sig selv i ansigtet og desperat messer sit mantra: Jeg kan, jeg vil, jeg gør. Han fremprovokerede ikke angstanfaldene for at filme dem, hvis nogen skulle tro det. De opstod, fordi han blev bedt om at optage sig selv, og fordi han vidste, at han skulle i gang med »hele det her cirkus«. »Jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde sagt bagefter, men jeg tænkte, at jeg havde lavet noget rigtig lort, og at ingen ville røre mig med en ildtang længere, fordi folk ville synes, at jeg er skør. Men jeg er jo ikke skør. Jeg er bare et menneske, som prøver at blive forstået«. Smadret i en milliard stykker Hvordan har det været for dig selv at se programmerne? »Det kunne jeg ikke holde ud, selvom jeg ved, at de har taget meget hensyn til mig. Det første afsnit så jeg sammen med mine forældre, og det andet så jeg her på Færøerne. Jeg har også set halvdelen af tredje afsnit, men jeg kunne ikke se det sidste. Det blev for meget. Jeg ville gerne koncentrere mig, for jeg var bange for at blive 100 procent syg igen af at se det«. Hvad var det ved det, som gjorde, at du blev bange for at blive syg igen? »Jeg bryder mig ikke om at se mig selv på den måde. Det var hårdt nok at lave. Jeg syntes, jeg lød som en idiot. Jeg har levet med, at jeg ikke har gidet se mit eget spejlbillede. Der har stået så meget i pressen, som har været rigtig ubehageligt, så hver gang jeg hører mit eget navn, er jeg ved at brække mig«. Kan du fortælle lidt om på hvilken måde? Smadret i en milliard stykker. Jeg understreger, hvor alvorligt det er, det, der bliver skrevet, og hvad det har af konsekvenser. Man sidder og kigger på, at ens ben bliver skåret af ved knæene. Men det er overstået nu. Man kan ikke knække mig. Jeg har for meget appetit på at få det bedre som menneske«. Lige nu bringer den ingen anfald med sig, men Rudi er stadig bange. Også fordi han ikke har vidst, hvordan han skulle håndtere de mange taknemmelige beskeder, der pludselig tikkede ind hos ham med ros og hyldest. Når Rudi opnår noget godt i livet, føler han oftest ikke, at han har fortjent det. Det er det, der er så forfærdeligt ved angsten, forklarer han. Den sørger for, at han ikke kan føle sig fortjent til sine sejre, fordi han før er blevet fortalt, at hvis han ikke er syg med et brækket ben, som er fysisk synligt for andre, er han ikke syg nok. Når man har slikket sit sår tilstrækkeligt meget, kan man løbe en tur. Hvis man har brug for at ligge i fosterstilling i fem år, er det det, man gør«. Han fortsætter: »Det er et direkte angreb, når folk siger, at vi bare skal tage os sammen, for vi laver ikke andet. Vi løber 50 maratons om dagen, hvor andre løber et. Jeg er ikke vred på folk, fordi de ikke forstår det, for hvordan skulle de det? De skal for guds skyld ikke selv opleve den følelse, men jeg vil gerne have, at de tager det lige så alvorligt som et brækket ben, for angst er en milliard gange værre«. Angsten som redskab Der findes et sted, hvor Rudi Køhnke kan gemme sig for angsten. Stedet ligger inde i de roller, han får mulighed for at dykke ned i som skuespiller. Så forsvinder hans usikkerhed og med den også angsten. Angsten og skuespillet er to separate størrelser, som ikke har noget med hinanden at gøre. Lige nu er det angsten, som skal frem i blitzlyset. Derfor vil Rudi ikke tale om fremtiden og hans spirende comeback. Men han bryder sig ikke om det. Men han vil gerne afsløre, at han har lært at kontrollere sin angst, og at den efterhånden er blevet et professionelt redskab for ham. Sensitiviteten giver adgang til nogle menneskelige dybder og nuancer, som hverken den mest garvede makeupartist eller skuespiller kan male kunstigt frem i øjnene. Når Rudi låner sine øjne ud til en rolle, er det med et blik, som har set og følt mere, end mange når og ønsker på et helt liv. Set fra biografsædet rummer blikket både noget blidt, skrøbeligt, melankolsk, farligt, flabet, stærkt og råt. Redskabet er han glad for, og samtidig vil han gerne blive i stand til en dag at slå de samme øjne op om morgenen og ikke være så bange og ulykkelig. Selv kalder han sig for dobbeltmoralsk. Egentlig er det nok bare en måde at overleve på. Han forsøger at flette angsten sammen med livet i stedet for at lade den styre, og på det seneste har han mærket, at det godt kan lade sig gøre. Han tør ikke helt stole på, at han kan blive ved med at have det sådan, men han er her endnu og »knokler røven ud af bukserne«. »Men jeg er ikke noget specielt«, konstaterer Rudi. »Jeg har bare trænet mine redskaber til at være knivskarpe, når jeg går på arbejde, og jeg behøver ikke særlig meget tekst for at kunne sætte mig ind i menneskets sind. Det ligger der bare«. »I og med at jeg får lov til at lave det, jeg elsker, tror jeg mere og mere på mig selv. Det er, som om angsten bliver mere håndterbar. Men hvis jeg begynder at nyde det for meget, føler jeg, at jeg hviler på laurbærrene, og at jeg bliver doven. Så jeg lader, som om der ikke sker noget, for så forbliver jeg ydmyg over for mig selv og taknemmelig over for de mennesker, som har givet mig jobs, og for alt det, jeg har lært«. Er det også, fordi du stadig er bange for at miste, hvis håbet bliver lysegrønt? Det, jeg gerne vil sætte flueben ved, er, hvor langt jeg er kommet i min personlige udvikling, og så kan det, jeg brænder for, komme bagefter. Men det ændrer ikke på, at jeg vil dø for skuespillet. Hvis jeg ikke kan lave det, vil jeg ikke være her mere. Så må nogen mennesker derude synes, at det er en besættelse og hvad så? Jeg vil bare gerne spille, for så er jeg lykkelig«.

Find Putin
Jungletrommer varsler et muligt comeback. Jeg kender selv en del, der minder en del om de piger, der er med i udsendelsesserien. I deres research ledte de så efter de små øjeblikke, der kunne illustrere pigernes syn på emnerne. For eksempel når de unge kinky typer fortæller om at få så ondt i håndleddet af spanking, at man bliver nødt til at gå over til et bræt. Det lader programmet være op til Gina Jaqueline og alle os andre. Udvælgelsen af deltagerne er f. Vi kigger på, hvad det er der presser dem lige nu. Men når det f. Eleverne har i klassen, til lyden af trommehvirvler, været oppe en efter en for at underskrive klassekontrakten. Tinder dating dk Shawn mendes and camila cabello confirms dating Create a dating website software download